Klokken 02.54 natten til mandag blev indbrudsalarmerne hos Spar Nord på Dalgas Plads i Herning aktiveret, og flere politipatruljer blev derfor sendt mod pengeinstituttet.
Undersøgelser på stedet viste, at en gerningsmand havde knust ruden i en indgangsdør og fået adgang til kundeområdet, hvor en ”tælle-maskine” var blevet opbrudt.
Midt- og Vestjyllands Politi oplyser, at en politipatrulje på rundering i byen kort efter bemærkede en mand i Bredgade. Straks han opdagede patruljen, kastede han en pose fra sig, og stak i løb. Det var i sig selv en mistænkelig adfærd, og derfor indhentede patruljen manden.
Han vidste sig at være i besiddelse af indbruds-værktøj, og da der var et tydeligt sammenfald mellem mandens udseende og videoovervågningen i banken, blev han anholdt.
Det drejer sig om en prøveløsladt 33-årig mand fra Horsens.