Professor: Svært at få ram på al-Shabaab

Skrevet af admin

06/04/2015

Mest læste i dag

Kenyas præsident, Uhuru Kenyatta, har brug for at vise handlekraft, og derfor beordrede han mandag det kenyanske luftvåben til at bombe to af den militante, islamistiske bevægelse al-Shabaabs lejre i Somalia.

Men chancen for at få ram på bevægelsen, som torsdag angreb et universitet i det nordlige Kenya, er lille, siger Afrika-ekspert og professor emeritus ved Københavns Universitet Holger Bernt Hansen.

- Kritikken er de seneste dage haglet ned over regeringen, og derfor har præsidenten brug for at vise, at han gør noget.

- Men al-Shabaab lever spredt i lokalsamfund, hvilket betyder, at det er svært at ramme bevægelsen. Derfor får dagens angreb ingen større betydning, siger Holger Bernt Hansen til Ritzau.

Bombardementerne er de første militære reaktioner fra Kenya efter al-Shabaabs massakre på universitetet i Garissa, der dræbte næsten 150 mennesker - mange af dem unge studerende.

Siden er sikkerhedsstyrkerne blevet kritiseret for at have siddet advarsler om angrebet overhørig, hvilket betød, at der kun stod to vagter foran universitetet.

Desuden kritiseres sikkerhedsstyrkerne for at være for længe undervejs, da angrebet skete. Først efter seks-syv timer kom hjælpen, og det har fået flere forældre til at sige, at deres børn kunne have overlevet, hvis styrkerne var rykket ud tidligere.

Ifølge Holger Bernt Hansen markerer angrebet en ny taktik fra al-Shabaab. Ved at angribe et universitet lægger gruppen sig op ad den islamistiske gruppe Boko Haram i Nigeria, som er mod vestlig uddannelse.

- Det her markerer en udvidelse af konflikten, hvor det ser ud til, at al-Shabaab lærer af Boko Haram ved at gå løs på undervisningsinstitutioner, ligesom vi har hørt præsidenten tale om, at gruppen ønsker et kalifat i det nordlige Kenya, siger Holger Bernt Hansen.

- Det er ikke sådan, at de to grupper samarbejder, men de lærer af hinanden på Twitter og andre sociale medier, siger han.

Indtil videre har militæret ikke oplyst, hvor store skader mandagens bomber har udrettet, ligesom det er uklart, hvor mange af gruppens medlemmer, som er blevet dræbt.

Al-Shabaab har truet med at gennemføre "et nyt blodbad" i Kenya. Gruppen siger, at angrebet på universitetet var hævn for Kenyas militære tilstedeværelse i Somalia.

/ritzau/