Prorussisk militærleder siger op i Østukraine

Skrevet af admin

14/08/2014

Mest læste i dag

Den militære leder for de prorussiske separatister i det østlige Ukraine, Igor Strelkov, har trukket sig fra jobbet, oplyser den selverklærede Folkerepublikken Donetsk på sin hjemmeside.

Militærlederen, der er russer, skal nu have et andet job, lyder det fra oprørerne, der oplyser, at en mand ved navn Vladimir Kononov overtager den militære ledelse af separatisterne.

Strelkovs opsigelse kommer efter, at to andre separatistledere har forladt deres stillinger inden for en uge.

Tidligere torsdag gjaldt det lederen af de prorussiske separatister i den østukrainske by Lugansk, Valerij Bolotov.

Det var Valerij Bolotov, der i maj erklærede Lugansk for en selvstændig region efter en kontroversiel folkeafstemning i området. Samme måned blev han angiveligt ramt af skud i et attentat og blev behandlet i Rusland.

- Såret forhindrer mig i at være fuldt ud effektiv på min post, forklarede Bolotov tidligere torsdag ifølge det russiske nyhedsbureau Itar-Tass.

For en uge siden var det den selvudnævnte premierminister i separatisternes anden store højborg, den såkaldte Folkerepublikken Donetsk, Aleksandr Borodaj, der overlod posten til en lokal mand ved navn Aleksandr Sakhartjenko

Borodaj, der ligesom Strelkov er russisk statsborger, oplyste på et pressemøde, at han i stedet nu er vicepremierminister.

/ritzau/