Putin anerkender Krims selvstændighed

Skrevet af admin

17/03/2014

Dagens topnyheder

Ruslands præsident, Vladimir Putin, har mandag underskrevet en erklæring om, at Rusland anerkender Ukraines Krim-region som en selvstændig stat, skriver flere nyhedsmedier med Kremls pressetjeneste som kilde.

Det sker samme dag, som både EU og USA har indført sanktioner mod en række russiske og ukrainske topledere for at stå bag den optrappede situation på Krim-halvøen og i Ukraine.

Beskeden fra Kreml kommer efter, at Krims ledere på sovjetisk vis erklærede, at 96,77 procent af stemmerne i søndagens folkeafstemning gik ind for et selvstændigt Krim.

Afstemningen er både blevet fordømt og erklæret ulovlig af styret i Kijev og af Vesten.

Fra flere sider har det været nævnt, at der i visse byer på Krim har været tale om stemmesedler, der var udfyldt på forhånd. Alligevel betegnes skridtet af Rusland som udtryk for folkets vilje på Krim.

Krims parlament har formelt rettet henvendelse til Kreml med et ønske om, at Rusland anerkender republikken Krim som et nyt territorium med status af republik.

Putin vil fremlægge ønsket tirsdag ved en særlig fælles samling i det russiske parlament, hvor krisen i Ukraine vil blive behandlet i kølvandet på beskeden om EU's og USA's sanktioner mod de russere og ukrainere, som holdes ansvarlige for folkeafstemningen.

Det gælder også de Kreml-tro styrkers effektive beslaglæggelse af halvøen i Sortehavet først på måneden.

Det russiske parlaments underhus, Dumaen, ventes at diskutere lovgivningen fredag, for at forenkle processen, der gør det muligt for Rusland at annektere en del af en suveræn stat.

Ud over at være blevet fordømt af Vesten, stiller Ruslands nære allierede Kina sig heller ikke bag den russiske indlemmelse af Krim.

Kina undlod at støtte Ruslands veto til FN's Sikkerhedsråds resolutionsforslag om, at folkeafstemning ikke har nogen gyldighed.

/ritzau/