Putin til separatister: Udskyd folkeafstemning

Skrevet af admin

07/05/2014

Dagens topnyheder

Ruslands præsident, Vladimir Putin, opfordrer de prorussiske separatister i Østukraine til at udskyde en kontroversiel folkeafstemning om uafhængighed.

- Vi beder repræsentanter fra Sydøsten om at udskyde folkeafstemningen, som er planlagt til den 11. maj, sådan at der kan skabes betingelser, der er nødvendige for en dialog, siger Putin.

Separatisterne i Donetsk og Lugansk har ellers bebudet, at de på søndag den 11. maj vil afholde en folkeafstemning om løsrivelse fra det øvrige Ukraine.

Putins udtalelse kommer, efter at han onsdag eftermiddag har mødtes i Moskva, Ruslands hovedstad, med Didier Burkhalter, den schweiziske udenrigsminister og formand for Organisationen for Sikkerhed og Samarbejde i Europa (OSCE).

Burkhalter siger, at OSCE meget snart vil fremlægge en køreplan for, hvordan krisen kan løses.

Hvad der i praksis er i vente, er ikke klart, men Putin siger, at Rusland vil gøre alt for at løse krisen med en "positiv tilgang" til internationale fredsbestræbelser.

Præsidenten gentog i øvrigt, hvad hans forsvarsminister, Sergej Sjoigu, sagde i sidste uge, nemlig at russiske styrker ved grænsen til Ukraine er tilbage på deres baser efter en militærøvelse.

Videre siger præsidenten, at et stop for al vold i den tidligere sovjetrepublik er en nødvendig betingelse for afholdelse af præsidentvalget i Ukraine den 25. maj.

Rusland har ellers ikke været begejstret for dette præsidentvalg.

Det er den midlertidige regering i Kijev, Ukraines hovedstad, der har udskrevet det, men Rusland mener, at denne regering uretmæssigt har tiltaget sig magten ved at afsætte præsident Viktor Janukovitj i februar.

Putins bemærkninger har omgående sat sig spor på børsen i Moskva, hvor RTS-indekset onsdag steg med seks procent.

Inden Putins udtalelse var RTS oppe med 1,6 procent, men senere steg indekset så yderligere, da investorerne ifølge Reuters begyndte at lugte muligheden for en diplomatisk løsning på konflikten.

/ritzau/Reuters