Rusland er gået med til at holde igen med de militære tiltag i det østlige Ukraine.
Det betyder dog ikke, at præsident Vladimir Putin nu vil lade russiske befolkningsgrupper i det østlige Ukraine passe sig selv.
- Vi vil altid beskytte etniske russere i Ukraine, og vi vil ikke kun overvåge det, vi vil også reagere. Jeg håber ikke, at væbnede styrker vil blive nødvendige i den forbindelse, siger Putin ifølge AFP.
Udmeldingen kommer efter, at præsidenten tidligere tirsdag bad overhuset i det russiske parlament om at ophæve en resolution, der tillader intervention i Ukraine.
En resolution, den russiske præsident selv fik gennemført 1. marts, da situationen i Ukraine spidsede mere og mere til.
Putin understreger desuden, at den ugelange våbenhvile, som præsident Petro Porosjenko har indført, ikke er tilstrækkelig i jagten på fred.
- Det er ikke nok at annoncere en våbenhvile, siger Putin til reportere i den østrigske hovedstad Wien.
- En substantiel diskussion om problemerne er essentiel, siger han.
Mandag aften sluttede separatistledere fra Donetsk og Lugansk i det østlige Ukraine sig til præsident Petro Porosjenkos våbenhvile.
Den er imidlertid blevet brudt tirsdag, da en helikopter med ni ukrainske soldater blev skudt ned nær byen Slavjansk.
/ritzau/AFP