Pytlick: Angrebsspillet er i klar bedring

Skrevet af admin

11/10/2014

Mest læste i dag

Med en sejr på 28-24 over verdensmestrene fra Brasilien ved Golden League-stævnet kunne kvindelandsholdets træner, Jan Pytlick, lørdag aften finde nogle noget mere opløftende gloser frem end efter nederlaget til Frankrig torsdag.

Specielt offensiven, der med masser af tempo fik flået Brasiliens forsvar fra hinanden i store dele af kampen, var en ifølge landstræneren opløftende.

- Det var dejligt. Måden, vi gjorde det på, var dejlig i forhold til kampen mod Frankrig. Både vores kontrafase og vores angrebsspil var bedre i dag.

- Vi har haft meget fokus på at finde mulighederne, og så lykkedes vi med det i dag. Det er små marginaler, men det er dejligt, når det lykkes, siger Jan Pytlick til TV2 efter kampen.

Også Louise Burgaard, der efter kampen blev kåret til banens bedste, var særdeles tilfreds med præstationen efter en svær kamp mod Frankrig torsdag.

- Vi løb dem totalt over ende, og vi fightede og sloges. Det er fantastisk at være en del af det danske landshold.

- Mit varemærke er fight, mod og indstilling, og det synes jeg ikke, at vi fik vist så meget i torsdags, siger Louise Burgaard til TV2.

Danmark spiller sin sidste kamp ved Golden League-stævnet mod Norge søndag aften i NRGi Arena i Aarhus.

/ritzau/