Pytlick får hård modstand fra Ukraines superveteran

Skrevet af admin

07/12/2014

Mest læste i dag

Det ukrainske landshold, som Danmark møder i premierekampen ved EM i kvindehåndbold søndag aften, kaldes det dårligste hold i puljen og et kollektiv uden de store stjerner.

Men det er kun rigtigt, hvis man alene kigger på spillertruppen. På sidelinjen har holdet en vaskeægte EM-profil i trænerveteranen Leonid Ratner.

- Ja, han er godt nok rutineret, siger den danske landstræner Jan Pytlick med et smil.

Ratner har med et par pauser undervejs været træner for det ukrainske landshold siden midt i 1990'erne, da han var en ung mand tæt på de 60.

2. juledag bliver den balstyriske bedstefar 77 år, men det forhindrer ham ikke i at trække i den blågule træningsdragt og lade de velkendte skideballer regne ned over spillerne, når de ikke gør, som han havde håbet.

Den klassisk østeuropæiske ledelsesstil bliver dog kombineret med en velfungerende trænerhjerne, mener hans danske kollega.

- Jeg synes jo, han er dygtig. Han har udfordret os, når vi har mødt dem. Pludselig kommer han med et 3-2-1-forsvar, eller han laver om til 4-2-opdækning undervejs. Det har givet os noget at tænke over.

- Det er vi forberedt på igen. De ved godt, at Danmark nok er et lidt bedre hold, men hvem vinder spillet med at kunne omstille sig i kampen? Det bliver det afgørende, siger Jan Pytlick.

Danmark og Ukraine spiller klokken 20.30. Forinden har Norge og Rumænien spillet den første kamp i puljen.

/ritzau/