Pytlick: Vi ramte tyskerne, hvor det gjorde mest ondt

Skrevet af admin

18/12/2013

Dagens topnyheder

Kontraspillet kørte godt for de danske håndboldkvinder, og tyskerne blev spillet tynde i en afgørende periode af onsdagens VM-kvartfinale, som Danmark vandt med 31-28.

Landstræner Jan Pytlick var godt tilfreds med sejren og måden, den kom i hus på. I slutfasen fik fløjen Trine Østergaard scoret flere flotte mål på kontra.

- Det er fantastisk. Vi ramte tyskerne, hvor det gjorde mest ondt på dem, siger Jan Pytlick til DR.

Danmark var uden Pernille Holmsgaard, som var ramt af sygdom og byttet ud i VM-truppen med Camilla Dalby.

- Det var godt kontraspil af os, og vi fik også ramt noget godt forsvarsspil.

- Vi manglede Pernille. Men Anne Mette Hansen gjorde det godt i forsvaret, og til sidst steppede Stine Jørgensen også op, mener landstræneren.

I fredagens semifinale i Beograd venter Brasilien, som vandt sin kvartfinale over Ungarn efter forlænget spilletid.

- Jeg glæder mig allerede, siger Jan Pytlick.

Danmark tabte i det indledende gruppespil med 18-23 til Brasilien, som i den kamp var klart bedre end danskerne.

/ritzau/