Qatars VM-arrangører: Vi har intet at skjule

admin

|

15/06/2014

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Nye rapporter om, at Qatar har bestukket sig at blive valgt som værtsland for VM i fodbold i 2022, er usande, lyder det fra olienationens VM-arrangører.

Britiske Sunday Times skriver ellers, at en højtstående VM-arrangør havde betalt penge forud for valget af Qatar.

- Disse beskyldninger er grundløse og gennemhullet af hentydninger, der er sat i værk for at skade Qatars budkomités ry, siger arrangørerne i en udtalelse.

Det international fodboldforbund, Fifa, har gennem længere tid været under beskydning for tildelingen af VM i 2022 til Qatar. Oliestaten beskyldes for at have bestukket Fifa-delegerede i forbindelse med afstemningen om VM-værtskabet i 2010.

Sunday Times peger særligt på et tidligere medlem af Fifas ledende komité, Mohamed Bin Hammam, der skulle have betalt sine kolleger for valget. Arrangørerne erkender, at de har "forbindelse" med Bin Hammam, men så stopper samarbejdet også:

- Lad os være helt klare i mælet: Hr. Bin Hamman er fra Qatar, men han var ikke medlem af holdet bag Qatars bud. Vi har intet at skjule, siger arrangørerne og tilføjer, at de har overholdt Fifas regler i processen.

Ifølge Qatar er det påfaldende, at beskyldningerne kommer samtidig med en uafhængig undersøgelse, som Fifa har iværksat til at omhandle budprocessen i 2018 og 2022. Rusland vandt værtsskabet i 2018.

Den amerikanske advokat Michael Garcia leder efterforskningen, og han har sagt, at han vil gennemgå alt bevismateriale, før han fremlægger den endelige rapport.

- Hvis kilden til disse læk var oprigtigt bekymrede over beviserne, ville de havde givet dokumenterne til Garcia i stedet for at tilbyde dem til medierne, lyder det fra VM-arrangørerne, der mener, at historierne har til hensigt at påvirke undersøgelsen.

Hvis der er bevis for korruption, kan Qatar i princippet blive frataget VM-værtsskabet.

/ritzau/AFP