Qvortrup nægter Se og Hør-overvågning af Thorning

Skrevet af admin

16/05/2014

Dagens topnyheder

Tidligere chefredaktør på Se og Hør Henrik Qvortrup afviser gennem sin advokat Anders Németh at kende til systematiseret overvågning af toppolitikere som statsminister Helle Thorning-Schmidt (S).

Heller ikke enkeltepisoder med overvågning kender han til, skriver advokaten i en pressemeddelelse.

Det er den tidligere Se og Hør-journalist Ken B. Rasmussen, der fredag over for DR Nyheder har beskyldt Henrik Qvortrup for at have orkestreret overvågning af toppolitikere.

Han er forfatter til bogen "Livet, det forbandede", som fik Se og Hør-skandalen til at rulle.

Ifølge Ken B. Rasmussen forsynede den nu sigtede tys-tys-kilde bladet med oplysninger om den daværende oppositionsleder Helle Thorning-Schmidts og også Venstre-formanden Lars Løkke Rasmussens kreditkorttransaktioner.

- Vi overvågede Helle Thornings transaktioner, fordi vi drømte om et billede af hende topløs. Planen var, at vi ville udkomme med det billede af hende på forsiden, når hun var blevet statsminister, siger Ken B. Rasmussen og beskylder Qvortrup, der var chefredaktør fra 2002 til 2008, for at stå bag.

Men det afviser hans advokat, Anders Németh.

- I relation til de senest fremkomne påstande fra Ken B. Rasmussen oplyses, at Qvortrup intet kender til en systematiseret overvågning eller enkeltepisoder med overvågning af toppolitikere, herunder Helle Thorning-Schmidt og Lars Løkke Rasmussen, skriver han i pressemeddelelsen.

Advokaten afviser også, at Qvortrup skulle have taget initiativ til en overvågning af Helle Thorning-Schmidt med henblik på at offentliggøre kompromitterende billeder.

- Påstanden er helt og aldeles usand, hedder det i pressemeddelelsen.

/ritzau/