R: Alvorligt at folk bag kystprojekter har kørt solo

Skrevet af admin

03/03/2016

Dagens topnyheder

Det er alvorligt, at de ti kommuner, der har fået grønt lys, til større byggeprojekter ved kysten, ikke har skævet til hinandens projekter og dermed kan have regnet med at have besøg af den samme turist samtidig.

Det mener De Radikales erhvervs- og miljøordfører, Ida Auken.

- Det er uklogt, fordi vi netop lavede hele vækstplanen for turisme for at få tænkt tingene sammen, siger hun.

De Radikale vil derfor have erhvervs- og vækstminister Troels Lund Poulsen (V) til at tromme de ansvarlige for de ti projekter sammen.

- Han må få dem til at kigge realistisk på hinandens tal, så vi ikke risikerer at bygge noget, som vores befolkning er ked af, og som så ikke engang skaber vækst i området, siger Ida Auken.

Med den nye udvikling står det ifølge Ida Auken desuden klart, at de 15 yderligere kystprojekter, som regeringen har varslet, at den vil arbejde på, bør skrinlægges.

- De næste 15 bør de lægge i graven med det samme. Det er det første vi må lære af det her, som jo viser, at antallet af kystprojekter allerede er overdimensioneret, siger hun.

Sådan ser regeringen ifølge Venstres landdistriktsordfører, Thomas Danielsen, dog ikke på sagen.

Han fastholder over for Ritzau ambitionen om at udpege 15 nye projekter, og mener ikke, at regeringen bør lade sig bremse af, at der tilsyneladende er blevet estimeret for højt i de første ti forsøgsprojekter.

Det er heller ikke udgangspunktet i Landdistrikternes Fællesråd, hvor formand Steffen Damsgaard dog understreger, at den næste etape af projekter skal have et andet fokus end de ti kystprojekter, der har fået tilladelse.

- Der skal ikke gives tilladelse til tre ekstra badelande, men i stedet fokuseres på projekter, der eksempelvis kan styrke indlandsturismen og lokalbefolkningens adgang til kysterne, siger han.

- Spørgsmål: Hvad kunne det være?

- Det kunne være projekter i stil med det besøgscenter, der skal være ved Stevns Klint, men jeg vil ikke lægge mig fast på det, før vi har set regeringens materiale omkring de 15 nye projekter.

/ritzau/