Råd: Hjemløse og psykisk syge skal også være frivillige

Skrevet af admin

28/06/2014

Dagens topnyheder

Den hjemløse eller psykisk syge skal ikke bare hjælpes af frivillige hænder, som sidder på en travl og ressourcestærk borger, der lige suser forbi og koger suppe på værestedet.

Den hjemløse eller psykisk syge skal selv sættes i spil som frivillig, lyder det blandt andet i et nyt sæt anbefalinger til regeringen fra det rådgivende organ Frivilligrådet ifølge Jyllands-Posten.

- Hvis vi ikke stopper op og nytænker hele begrebet frivillighed, risikerer vi, at det at give en hjælpende hånd alene bliver den stærke, travle borger, som hjælper den stakkels udsatte, siger Vibe Klarup Voetmann, formand for Frivilligrådet, til Jyllands-Posten.

I anbefalingerne til en modernisering af det frivillige arbejde peger rådet på faren for en skævvridning af det frivillige arbejde.

I Landsforeningen af Væresteder genkender sekretariatschef Cliff Kaltoft bekymringen.

- Det er følsomt at sige noget negativt om de mennesker, som vil yde en frivillig indsats, men der er en tendens til, at det handler om at få de gode gerninger på cv'et eller lægge det ud på Facebook for at bevise, at man gør noget godt.

- Vi skal have andre sider af det frivillige frem, hvor den enkelte udsatte selv bidrager som frivillig, siger han.

Frivilligrådets anbefalinger om at nytænke frivilligheden falder i god jord hos socialminister Manu Sareen (R), som dog overordnet ikke er så bekymret for udviklingen.

- Helt skævt bliver det aldrig, når en tredjedel af danskerne er frivillige på den ene eller anden måde.

- Jeg er dog helt enig i, at der er behov for at modernisere frivilligheden, så vi får for eksempel de etniske minoriteter langt mere inddraget som frivillige, siger ministeren til Jyllands-Posten.

/ritzau/