Radikal gruppeformand: Kritik betyder intet for Dong-ja

admin

|

29/01/2014

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Selvom der også hos De Radikale er kritiske røster fremme i baglandet omkring salget af Dong-aktier til den amerikanske investeringsbank Goldman Sachs, så er der ingen tvivl om partiets opbakning til aftalen.

De Radikales gruppeformand, Sofie Carsten Nielsen, der også er formand for Folketingets Finansudvalg, siger, at der er fuld enighed i den radikale folketingsgruppe om, at aftalen skal endeligt godkendes torsdag.

- Ja, det er der heldigvis. Det er i hvert fald min opfattelse, at det er der. Og det er lang tid siden, at den beslutning er truffet, og jeg har fået et mandat til at gå i finansudvalget, siger Sofie Carsten Nielsen.

I modsætning til SF, hvor landsledelsen er partiets højeste myndighed, så har folketingsgruppen hos De Radikale frie hænder til at indgå politiske aftaler.

Derfor betyder kritikken af Dong-aftalen fra en række storkredsformænd og medlemmer af De Radikales hovedbestyrelse ikke nødvendigvis det store.

- Selvfølgelig gør det indtryk, og jeg forstår godt skepsissen. Men det er mit ansvar som en del af et regeringsparti at sikre Dongs fremtid. Og det, mener jeg, bedst kan gøres på den her måde, siger Sofie Carsten Nielsen.

Hun afviser samtidig, at det ville være en bedre løsning at afblæse aftalen med Goldman Sachs og i stedet lade staten træde til med nye lån frem til en forventet børsnotering af Dong Energy.

- Det er selvfølgelig et politisk valg. Vil man stille statskassen til rådighed og så gøre det, eller vil man drive Dong på forretningsmæssige vilkår, så staten ikke skal stå som garant for også fremtidige risikable investeringer.

- Det er fuldstændig fair, at nogle synes, at det skal være staten, der driver selskabet og stiller skatteydernes penge til rådighed, men det mener vi ikke, siger Sofie Carsten Nielsen.

Når det gælder uroen hos regeringspartnerne i SF, så har den radikale gruppeformand "ingen kommentarer til SF's indre liv".

Spørgsmål: Kan man have et regeringsparti, der underkender den her aftale, men alligevel fortsætter i regeringen?

- Det er en samlet regering, der har sagt ja til den her aftale, og det regner jeg da stærkt med, at det vedbliver med at være.

/ritzau/