Radikal ordfører opfordrer til boykot af israelske varer

Skrevet af admin

06/09/2014

Mest læste i dag

Danske forbrugere bør undlade at købe israelske varer.

Sådan lyder opfordringen fra den radikale udenrigsordfører, Zenia Stampe, i et debatindlæg i Politiken, hvor hun reagerer på den nylige israelske ekspropriering af et større landområde på den besatte palæstinensiske Vestbred.

- Intet tvinger os til at købe varer mærket med "Made in Israel", så længe den israelske regering så tydeligt fravælger freden, skriver ordføreren i indlægget.

Det kalder også på, at EU tager de "de handelspolitiske muskler" i brug over for Israel i form af en revision af den europæiske samarbejdsaftale med landet.

Udsigten til en sådan skærpelse af EU-linjen over for Israel er dog ringe på kort sigt, erkender Zenia Stampe.

Hun peger derfor på forbrugervalget som en umiddelbar måde at reagere på. Og det er en direkte opfordring, hvis man gerne vil presse Israel.

- Men det er en personlig opfordring, der står for min helt egen regning, og jeg vil ikke fordømme dem, som ikke følger den, siger hun til Politiken.

Men en fremtrædende politiker kan ikke "bare sige, hvad hun mener, og så bagefter sige, at det er personligt", mener Dansk Folkepartis udenrigsordfører, Søren Espersen.

Han kalder det "forargeligt" at opfordre til boykot og handelsmæssige indgreb over for Israel, da landet er "det eneste demokrati" i Mellemøsten.

- Vi handler med stor fornøjelse med Saudi-Arabien, der hugger armene af homoseksuelle. Vi handler med alle mulige udemokratiske lande, men lige så snart det er Israel, skal vi ikke handle med dem mere, siger han til Politiken.

Johanne Schmidt-Nielsen (EL) erklærer sig derimod "enig" i opfordringen.

- Det har været skuffende med udenrigsministre fra både SF og De Radikale, der har fortsat den meget bløde linje over for Israels besættelse af de palæstinensiske områder, siger hun til avisen.

/ritzau/