Radikale: Blodbad på vores ungdomsuddannelser

admin

464 uger siden

|

17/11/2015

Dagens topnyheder

- Det er at save i den gren, man selv sidder på.

Så kort kan De Radikales retsordfører, Sofie Carsten Nielsen, beskrive finansieringen af blå blok og Socialdemokraternes nye flerårig politiaftale.

Politiet får nye betjente og flere penge. Penge der skal findes hos gymnasierne, handelsskolerne og Storebæltsbroen.

- Vi ved, at jo flere der kommer i uddannelse, jo lavere bliver kriminaliteten, siger Sofie Carsten Nielsen. Hun og partiet forlod forhandlingerne mandag.

Retsordføreren tilføjer:

- Vi gik, da det stod klart, at vi kun kom et lille skridt med at forhindre blodbadet på ungdomsuddannelserne. Erhvervsuddannelserne er fritaget til 2016, men derefter skal de også bløde. Og gymnasierne skal betale for grænsekontrol og toldere, siger Sofie Carsten Nielsen.

Hun mener, at forligspartierne bruger alt for mange millioner på mere symbolsk grænsekontrol.

- Terrorbekæmpelsen skal have midler, det bakker vi op om – det er sådan, vi bekæmper forbrydelser som dem i Frankrig, det er ikke ved at sætte flere toldere og vogne op ved grænsen, siger Sofie Carsten Nielsen.

Hun mener, at pengene kunne være fundet ved at skrotte grænsekontrol, som ville løbe op i mere, end man sparer på ungdomsuddannelserne.

- Man kunne også skrotte håndværkerfradraget, i en tid hvor der er lavere ledighed end nogensinde blandt håndværkere. Det dummeste sted at tage penge er på fremtidens ungdom, siger Sofie Carsten Nielsen.

/ritzau/