Radikale: Det ser fornuftigt ud

Skrevet af admin

19/11/2013

Dagens topnyheder

De Radikale på Christiansborg glæder sig over, at partiet ifølge en valgstedsmåling fra Epinion for DR står til at få 5,9 procent af stemmerne på landsplan til kommunalvalget.

Hvis målingen viser sig at være retvisende, repræsenterer tallet en pæn fremgang for regeringspartiet, der ved det seneste kommunalvalg blot høstede 3,7 procent af stemmerne.

- Det ser jo fornuftigt ud, siger partiets gruppeformand på Christiansborg, Sofie Carsten Nielsen.

- Vores mål er at blive valgt ind i 25 procent flere kommuner end i dag, og det er lidt for tidligt at sige, om vi når det. Men det er en pæn fremgang i forhold til sidste valg, og det havde vi da også håbet på, siger hun.

De Radikale ligger normalt nogenlunde stabilt i de landsdækkende meningsmålinger, men der er de helt oppe på otte-ni procents tilslutning fra vælgerkorpset.

Alligevel er man altså tilfreds med udsigten til at hente 5,9 procent på lokalt plan.

- Kommunalvalg og nationale valg er bare noget helt forskelligt. I hvert fald for os mindre partier, siger Sofie Carsten Nielsen og fortsætter:

- Niveauet for os lokalt ligger historisk set noget lavere, men vi ville gerne få et bedre valg end sidste gang, og det er der så også noget, der tyder på, at vi får.

De Radikale har på forhånd ikke sat sig noget mål om at få borgmesterposter, og partiet stiller sig tilfreds med en opbakning fra de omkring fem procent af vælgerne ved kommunalvalget.

/ritzau/