Radikale og SF: Flere læger skal svare på 1813

Skrevet af admin

09/01/2015

Dagens topnyheder

Der skal flere læger til, hvis Region Hovedstadens akuttelefon, der har nummer 1813, skal blive bedre.

Det mener både Radikale og SF efter at have læst den rapport fra Det Nationale Institut for Kommuners og Regioners Analyse og Forskning (Kora), der blev offentliggjort fredag.

- 1813 er rigtig i sin grundkonstruktion, og det bekræfter denne rapport også. Men skal akuttelefonen lykkes fuldt ud fremover, skal vi have praksislægerne med.

- Udfordringen med at bemande akutlinjen har været større end ventet. Manglen på læger med rette erfaring har også præget kvaliteten af arbejdet, siger Lise Müller, der er formand for SF i Region Hovedstaden.

I forbindelse med tilblivelsen af den nye akutordning brød forhandlingerne med de praktiserende læger flere gange sammen, fordi man ikke kunne blive enige om, hvilke opgaver lægerne skulle varetage, og hvilke opgaver sygeplejerskerne kunne udføre.

Nu mener Karen Friis Bach (R), at man igen skal tage dialogen op med de praktiserende læger for at nå et kompromis.

- Fokus skal være på at finde en klog og effektiv snitflade mellem læger og sygeplejersker på 1813 ud fra et fortsat princip om, at lægerne skal friholdes til de mere komplicerede henvendelser, der kræver deres ekspertise.

Dansk Folkepartis regionsrådsmedlem Kenneth Kristensen Berth mener til gengæld, at man bør tænke systemet helt om.

- Problemet er, at Region Hovedstaden har valgt en IC4-løsning til det enstrengede akutsystem.

- Man har gjort noget, ingen har prøvet før, heller ikke i udlandet, nemlig at lave et system med en kombination af læger og sygeplejersker, hvor sygeplejersker er i front, siger han.

Kenneth Berth Kristensen mener, at man i stedet skal skele til eksempelvis Region Syddanmark.

Her er det sygeplejersker, der visiterer om dagen, mens lægerne står for visitationen om aftenen og om natten.

/ritzau/