Radikale støtter EU's asylforslag: Vi må dele ansvaret

Skrevet af admin

06/04/2016

Mest læste i dag

Socialdemokraterne kalder det dybt bekymrende, og statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) slår fast, at Danmark står uden for. EU-Kommissionens forslag til en ny metode til at fordele flygtninge i Europa har ikke fået nogen varm velkomst i Danmark.

Men fra De Radikale er der fuldtonet opbakning.

- Det lyder helt rigtigt. Kommissionen er blevet mere konkrete og præsenterer mere omfattende fælles løsninger, siger gruppenæstformand Sofie Carsten Nielsen (R).

EU-Kommissionen har onsdag fremlagt to modeller: I den ene model lægger kommissionen op til at supplere Dublin-forordningen med en fordelingsnøgle, så det i krisesituationer ikke er det første ankomstland, der skal beholde asylansøgeren.

De skal i stedet kunne fordeles til andre lande.

EU-Kommissionens anden model er mere vidtgående og vil indebære, at EU simpelthen fordeler alle asylansøgere i EU efter en helt fast fordelingsnøgle.

Sofie Carsten Nielsen er glad for, at EU har lagt konkrete forslag på bordet, og hun synes, at det, der er lagt frem, ser godt ud.

- Alle efterspørger EU-løsninger. Det her er meget konkret, og det er lige til at gå til. Vi mangler bare politisk lederskab, både i EU og i Danmark.

- Hvis man er et ansvarligt, regeringsbærende parti, må man melde sig ind i løsningerne nu. Hvis man ikke synes, det her er det rigtige, må man byde ind med, hvad der så er det rigtige.

Hun afviser, at forslaget vil gøre til, at der kommer flere flygtninge til Danmark. Selv om mange ønsker asyl i Europa, er det ikke alle, der får det, påpeger hun.

- Kommissionen har været meget klar og sagt til illegale immigranter, der ønsker bedre levevilkår, at de kan godt droppe det og vende om.

- Det er ikke de økonomiske migranter, der får asyl i Europa. Det er dem, der har krav på beskyttelse. Vi kommer ikke til at løse problemerne, hvis ikke vi deler ansvaret mellem os på fællesskabets præmisser, siger Sofie Carsten Nielsen.

/ritzau/