Radikale: V må tone rent flag om at sende flygtninge væk

Skrevet af admin

09/10/2014

Dagens topnyheder

Vil Venstre sende asylsøgere fra Danmark til lejre i Afrika, når asylsøgerne får ophold i Danmark? Det vil De Radikales udlændingeordfører, Marlene Borst Hansen, vide, fordi Venstres politiske ordfører, Inger Støjberg, ikke afviser DFs forslag om dansk betalte flygtningelejre i Kenya.

- Hvad er det, at Danmarks Liberale Parti synes er interessant ved at sende flygtninge, der er mennesker på flugt fra Islamisk Stat og krigen i Syrien, til lejre i Afrika, siger Marlene Borst Hansen.

Inger Støjberg har oplyst at Venstre finder forslaget interessant.

- I Venstre har vi igennem mange år syntes, at vi skulle hjælpe flere flygtninge i nærområderne, og derfor er det her selvfølgelig et interessant forslag. Min bekymring kan gå på, om vi kan få lande til at påtage sig opgaven, men det må vi kigge på, siger hun til Berlingske

Forslaget svarer til Australiens aftale med Cambodja om at sende flygtninge hertil trods kritik fra menneskeretsorganisationer.

- Jeg skal ikke forholde mig til australsk politik. Men det er meget nyt på den europæiske scene. Jeg har ikke hørt andre borgerlige partier i Europa foreslå dette. Hvis regeringsmagten skulle tippe i Danmark, kan vi så forvente dette? vil Marlene Borst Hansen vide.

SR-regeringen vil fjerne familiesammenføring fra syriske asylsøgere, der ikke er personligt forfulgte, men som flygter fra borgerkrigen. De kan i det første år ikke få deres hustru og børn til Danmark.

Spørgsmål: - Er det De Radikales politik?

- Selv om det har været meget svært for Det Radikale Venstre, er det et noget mindre tiltag end at sætte folk på fly og sende dem tilbage til Afrika og betale tredjeverdens lande for at tage imod de udfordringer, som Danmark har. Er det dét, Venstre vil? siger Marlene Borst Hansen.

/ritzau/