Radikale vil gerne se på højere bøder til rige borgere

Skrevet af admin

05/08/2014

Dagens topnyheder

Det kan være en god idé at se på områder, hvor indkomstregulerede bøder kan have en præventiv effekt.

Sådan siger De Radikale om SF's forslag om i højere grad at regulere bøder efter indkomst.

- Bøder skal have en præventiv effekt, og hvis man er meget rig, så kan en bøde have en mindre præventiv effekt. Omvendt kan det være en stor økonomisk udfordring, hvis man ikke har så meget til dagen og vejen, siger Jeppe Mikkelsen, retsordfører hos De Radikale.

SF's forslag går på, at udskifte bøder inden for en række områder såsom færdsel, fiskeri og konkurrence med dagbøder, som varierer efter indkomst.

- Vi er åbne over for at drøfte det. Vi mener, at det er udmærkede idéer, men i første omgang må SF nok blive en smule mere specifikke på, hvad det er, de helt konkret vil have ændret, lyder det fra Jeppe Mikkelsen.

Han peger derudover på, at det ikke i alle tilfælde vil være optimalt at regulere bøderne efter indkomst.

- Der kan være steder, hvor det bliver for administrativt tungt at behandle det. Det gælder for eksempel, hvis spørgsmålet er, om bøden skal være 200 kroner eller 300 kroner, siger Jeppe Mikkelsen.

SF's retsordfører Karina Lorentzen vil som en del af et beslutningsforslag have nedsat et udvalg, der skal se på, hvor det kan være en idé at udstede bøder efter indkomst.

Jeppe Mikkelsen siger, at De Radikale endnu ikke har taget stilling til, hvorvidt partiet vil støtte op om at nedsætte et udvalg.

Socialdemokratiet er åbne over for at se på reglerne, og der også opbakning fra Dansk Folkeparti. Derimod er Venstre ikke umiddelbart tilhænger af idéen.

Med de nuværende regler bliver bøder for blandt andet spirituskørsel reguleret efter ens indkomst.

/ritzau/