Rafael Benitez jubler over at være kommet hjem

Skrevet af admin

03/06/2015

Mest læste i dag

55-årige Rafael Benitez har nået vidt omkring i sin karriere, men onsdag kom han hjem til den klub, hvor det hele startede.

Den spanske træner blev præsenteret som ny mand i spidsen for Real Madrid, hvor han allerede som 26-årig efter flere skader indstillede karrieren som spiller for at blive træner i klubbens ungdomsafdeling.

Der var han frem til midten af 90'erne, slutteligt som træner for B-holdet, inden han via mindre spanske klubber endte i Valencia og siden Liverpool, Inter, Chelsea og Napoli.

Onsdag stod han så igen i den klub, hvor det hele startede.

- Det er en følelsesladet dag for mig, fordi jeg er tilbage i mit hjem, siger Benitez ifølge DPA.

- Jeg håber, holdet kommer til at vinde trofæer og spille godt.

Real Madrids præsident, Florentino Perez, var også til stede, og han var glad for at byde den hjemvendte træner velkommen.

- Han er en mand fra dette hjem. Nu kommer han tilbage til en klub, som er sulten efter sejre. Det her er begyndelsen på en ny æra, lyder det fra præsidenten.

- Det her er en krævende klub, og vores nye træner vil gøre os stærkere.

Real Madrid fyrede den italienske træner Carlo Ancelotti efter den netop afsluttede sæson, hvor klubben kun vandt den europæiske Super Cup og VM for klubhold, mens rivalerne fra FC Barcelona vandt både ligaen og pokalturneringen.

Holdet fra Catalonien kan desuden hjemføre the treble, hvis det bliver til sejr i lørdagens Champions League-finale mod Juventus. Netop Juventus slog Real Madrid ud af turneringen i semifinalerne.

/ritzau/