Randers lader Keller blive hjemme fra FCK-kamp

Skrevet af admin

15/03/2016

Dagens topnyheder

Randers FC tager til pokalkampen mod FC København uden sin tidligere anfører Christian Keller onsdag.

Den omstridte spiller er ikke med i den trup, som cheftræner Colin Todd udtog efter tirsdagens træning i Randers.

Dermed er spilleren stadig ude i kulden ovenpå det trekantdrama, som har fyldt i medierne og i Randers FC den seneste uges tid.

Fredag kom det frem, at Keller har indledt et forhold til holdkammeraten Jonas Borrings kommende ekskone.

Mens Jonas Borring har fået orlov fra klubben, trænede Christian Keller ellers med Randers-truppen mandag. Men han er altså fortsat ikke med, ligesom han heller ikke var det i søndagens ligakamp mod Brøndby.

Klubbens administrerende direktør, Michael Gravgaard, meldte tidligere på dagen ud, at Randers FC nu lukker ned i forhold til at tale om situationen. Nu ønsker man ro på og mulighed for at vurdere hele sagen internt.

/ritzau/