Randers-målhelt jubler over midterplacering

Skrevet af admin

08/12/2013

Mest læste i dag

Det er de små marginaler, der afgør det hele. Det sagde tidligere landstræner Sepp Piontek altid, og hans ord kom til sin ret igen søndag eftermiddag i Randers.

Hjemmeholdet scorede halvandet minut inde i tillægstiden til 1-0 mod Esbjerg, og i stedet for at gå på vinterferie under stregen, hvis det var blevet til et nederlag, kunne Randers FC gå fra banen på en femteplads i Superligaen.

Det var selvfølgelig en kendsgerning, der skabte glæde hos Randers, som efter nedture på hjemmebane mod FC København og OB, hvor udeholdene udlignede i tillægstiden, kunne glæde sig over at drage nytte af dommerens tillægstid.

- Endelig var det vores tur til at score i overtiden, det er en fantastisk følelse at stå med nu.

- Der er stor forskel på at ligge i bunden og på den femteplads, som vi gør nu. Så mentalt var det rigtig vigtigt, siger Jonas Borring, der headede det forløsende mål i nettet.

Og sejren gør, at efteråret er godkendt.

- Placeringsmæssigt er en femteplads fin. I sidste sæson lå vi nummer seks ved pausen, og nu ligger vi nummer fem, så det skal vi være glade for.

- Vi ærgrer os stadig over, at vi har mistet nogle point, som vi havde fortjent, men vi skal stadig glæde os over, hvor vi ligger nu, mener Jonas Borring.

Randers-træner Colin Todd er enig i sæsonkonklusionen.

- Nogen sagde til mig, at det har været en middelmådig sæson, men jeg må bare sige, at jeg kan ikke bede om mere end det, som spillerne har givet mig.

- Vi har tabt fem kampe og kunne have vundet flere. Men attituden og mentaliteten hos spillerne har været fantastisk, siger Colin Todd.

/ritzau/