Randers ødelægger OB-håb om flere tv-penge

Skrevet af admin

07/06/2015

Mest læste i dag

Der kunne potentielt være penge at hente for OB, hvis det kunne blive til hjemmesejr over Randers FC i sidste runde af Alka Superligaen.

Et Hobro-nederlag ude mod FC København gav fynboerne mulighed for at springe en plads op i tabellen og dermed hente lidt flere af de tv-penge, der fordeles efter slutplacering.

Men OB gav det end ikke chancen. Holdet leverede en uinspireret indsats - især i første halvleg - og tabte 0-2.

Det var en kamp, hvor Randers fra start viste mest og bedst evnede at holde fast i bolden på modstanderens banehalvdel - dog uden at skabe et egentligt pres.

Jonas Borring sendte et godt forsøg af sted mod Mads Toppel i OB-målet efter små 10 minutter, men Toppel, der stod sin sidste kamp for fynboerne, reddede flot.

Først efter en god halv time skete der igen lidt, da Alexander Fischer snublede i OB-feltet, efter at Håkon Skogseid havde snittet hans ben.

Det så lidt tilfældigt ud, men dommer Michael Tykgaard pegede på pletten til store protester fra OB-spillerne.

Fra pletten leverede Mikael Ishak et kummerligt forsøgt, men Mads Toppels parade endte lige for fødderne af Ishak igen, og så kunne han let sende riposten ind til 1-0.

Desværre for Mads Toppel vil riposter nok blive det, han bliver husket for i sin afskedskamp. På tærsklen til pausen tabte han et ufarligt skud fra Viktor Lundberg lige ud i fødderne på Jonas Borring, som udnyttede gaven til at gøre det til 2-0.

OB kom aldrig tæt på sejren, men midtvejs i anden halvleg burde Kenneth Zohore have reduceret, da han helt alene med Karl-Johan Johnsson sparkede lige på Randers-målmanden, der klarede flot.

Det indledte et OB-pres, og kort efter ramte Zohore ydersiden af stolpen fra en spids vinkel ved baglinjen, inden angriberen flot fandt indskiftede Vladimir Dvalishvili, som dog også missede på Johnsson.

Tættere på kom OB ikke. Holdet slutter på ottendepladsen, mens Randers på fjerdepladsen kan se frem til europæisk fodbold i næste sæson.

/ritzau/