Randers og Nordsjælland deler i chancefattigt topopgør

Skrevet af admin

05/10/2014

Mest læste i dag

Randers og FC Nordsjælland er to superligahold, som begår meget få fejl.

Det var formentlig årsagen til, at de spillede uafgjort 0-0 søndag eftermiddag på AutoC Park i Randers.

Superligaens nummer tre og to gav hinanden og tilskuerne en god, men relativt chancefattig superligakamp.

Randers stod for langt de fleste muligheder, først og fremmest i første halvleg, hvor hjemmeholdet tog styringen efter de første 20 minutters hårde kamp om og på midtbanen.

Med tanke på, at FC Nordsjælland med sine hidtil 15 mål har været sæsonens næstmest scorende hold, var det bemærkelsesværdigt, at Randers holdt gæsterne så langt væk fra muligheder.

Faktisk var det også sjette gang i 10 spillerunder, at Randers ikke får en scoring imod sig.

FC Nordsjælland blev handicappet allerede efter syv minutter, hvor Patrick Mtiliga måtte lade sig skifte ud med en skade. Han blev erstattet af Andreas Maxsø.

Efter godt og vel 20 minutters fodbold uden målchancer, var Randers FC's Mikael Ishak den første, som for alvor skabte gys på tilskuerpladserne.

Da FCN-keeper David Jensen var på skovtur og væk fra sit mål, spillede Viktor Lundberg Ishak fri, men Ishaks forsøg blev reddet på målstregen.

Fire minutter senere pressede det igen på foran FC Nordsjællands mål. Et par Randers-spillere kom ikke frem til bolden i straffesparksfeltet, men bolden strøg igennem hele feltet og hen til Kasper Fisker i højresiden.

I stedet for at sparke selv, spillede han klogt bagud til Nicolai Poulsen, som dog sparkede over mål.

I 36. minut var det igen Randers. Denne gang Alexander Fischer, som var trukket til baglinjen, og fandt Viktor Lundberg, som hovedstødte forbi.

Halvlegens største chance stod Mikael Ishak for. Ishak modtog bolden udenfor straffesparksfeltet, og huggede til den uden at betænke sig. Et godt spark, som klistrede langs græsset, og ramte bunden af den ene stolpe.

Anden halvleg fulgte nogenlunde samme opskrift, godt nok med færre chancer til hjemmeholdet, og stort set ingen til FC Nordsjælland.

Da Martin Vingaard i 81. minut var lige ved at snyde Randers-målmand Karl-Johan Johnsson med et frispark, der sad lige under overliggeren, var det første gang siden midt i første halvleg, at nordsjællænderne havde en afslutning på mål.

Det uafgjorte resultat betyder, at FC Midtjylland nu fører Superligaen med fire point til FC Nordsjælland, der har 20, og seks til Randers, som på tredjepladsen har 18 point.

/ritzau/