Selv om Randers FC har tabt de seneste tre kampe i Alka Superligaen, så tror holdet på, at man kan få et resultat med hjem fra søndagens topopgør på udebane mod FC København.
Spillerne har nemlig taget ved lære af pokalkampen samme sted forrige uge, hvor Randers FC tabte efter straffesparkskonkurrence.
Det siger kantspilleren Kasper Fisker til Randers FC's hjemmeside.
- De få chancer, vi får, dem skal vi udnytte. Der er en god tro på, at vi kan tage over i Parken på søndag og lave et godt resultat.
- Vi lærte fra pokalkampen, at man skal være klar fra start til slut. Vi lærte, at man godt kan spille på FC Københavns banehalvdel, når man har bolden, og så skal vi bare være endnu mere skarpe, når vi får de afgørende muligheder, siger Kasper Fisker
Randers har efter sejr i forårspremieren tabt til FC Midtjylland, AaB og Silkeborg, og klubben er gået fra at spille med om sølvet til at skulle forsvare sin tredjeplads i Superligaen.
Stemningen i truppen fejler dog ikke noget, slår Fisker fast. Holdets præstationer har nemlig berettiget til flere point.
- Vi er i en resultatmæssig rigtig dårlig periode. Vi har tabt tre superligakampe i træk, og det er noget møg. Vi har spillet okay og har fortjent bedre, så der er en okay stemning i truppen.
- Vi skal blive ved med at spille vores spil, for det har vi været gode til og haft succes med. Vi skal bare glemme, at resultaterne ikke har været med os de seneste tre kampe, for vi har været inde i en supergod udvikling, siger Kasper Fisker.
Torsdag forlængede Kasper Fisker aftalen med Randers FC, så den løber frem til sommeren 2019.
/ritzau/