Randers-spillere ærgrer sig over kostbar fejl mod FCK

Skrevet af admin

10/04/2016

Mest læste i dag

Jeppe Tverskov blev en af skurkene for Randers FC, da holdet søndag havde besøg af førerholdet FC København.

Kort efter Randers' 1-0-føringsmål var både han og Erik Marxen uopmærksomme. Det hele endte med, at Federico Santander kunne bringe balance i regnskabet og udligne til slutresultatet 1-1.

- Vi forsøgte at vende spillet til den anden side, og hverken Erik eller jeg havde opdaget, at Santander stod lige bagved.

- Jeg fik ikke clearet ordentligt, og han fik blokeret den, og den røg ned i dybden til ham, hvor han så sparkede den ind, siger Jeppe Tverskov.

Han ærgrer sig over, at det ikke blev til mere end et point, da han føler, at Randers havde godt styr på kampen.

- Vi havde nok solgt den for et enkelt point inden kampen, men da vi kom foran, kunne vi godt lugte, at det kunne blive til tre, så lidt skuffet er jeg da, siger han.

Holdkammeraten Kasper Fisker bragte hjemmeholdet i front godt tyve minutter før tid, og han nåede at drømme om at blive matchvinder, inden forsvaret serverede bolden til Santander.

- I de ti minutter vi nåede at være foran, løb jeg og drømte om at blive matchvinder mod FCK, det skal ikke være nogen hemmelighed, siger Kasper Fisker.

Han ærgrer sig over, at en personlig fejl blev afgørende, men understreger, at det er en del af spillet.

- Det var jo en kæmpe personlig fejl, og det ved de også godt. Det er der ikke noget at gøre ved, men den slags fejl sker, og det skete desværre for os.

- Det er ærgerligt, for vi spillede en god kamp og kunne godt have fået mere med, siger Kasper Fisker.

Næste opgave for Randers er på lørdag, hvor holdet møder AGF på udebane i Superligaen.

/ritzau/