Randers-spillere: Det hurtige mål afgjorde kampen

Skrevet af admin

26/10/2014

Mest læste i dag

Allerede efter 13 minutters spil kom Randers FC foran mod OB hjemme på AutoC Park ved Elmar Bjarnason. Den tidlige scoring blev ifølge Kasper Fisker afgørende for de to efterfølgere og slutresultatet 3-0:

- Det, at vi fik den første ind og kom tidligt foran, var rigtig vigtigt for os som hold.

- Specielt for angriberne gav det selvtillid og skærpede effektiviteten oppe foran, og det var afgørende for sejren i dag, siger Randers-fløjen.

Elmar Bjarnason er midtbanespiller, men islændingens indersidescoring faldt efter forarbejde af Mikael Ishak fra Sverige.

Den svenske angriber kunne selv juble 20 minutter senere, da landsmanden og angrebsmakker Viktor Lundberg scorede opgørets andet mål. Kort derefter blev også Ishak noteret for et mål, da han bragte Randers i front med 3-0.

- Det var rigtig dejligt at få scoret i dag, men også, at vi som hold laver tre mål. Det betød meget, at vi kom så hurtigt foran, da OB så blev tvunget til at åbne mere op, siger Mikael Ishak, der skiftede til Randers i sommerpausen.

Generelt havde gæsterne fra Fyn store problemer med den svenske angrebsduo i søndagens kamp.

Viktor Lundberg kan da også mærke, at samarbejdet med Mikael Ishak er faldet bedre i hak over det seneste stykke tid:

- Mod OB fik vi vist, at vi har fået styr på aftalerne imellem os. Selvom vi begge er fra Sverige, så tager den slags lidt tid, men det ser nu ud til at være fikset, udtaler 23-årige Lundberg.

De to svenskere og resten af Randers-mandskabet indtager en aktuel andenplads i Superligaen med 21 point efter deres første 12 kampe.

/ritzau/