Randers-topscorer: Det bliver hårdt mod Silkeborg

Skrevet af admin

26/02/2015

Dagens topnyheder

Der er 30 point til forskel på Randers FC og Silkeborg, før de to hold på søndag mødes i Superligaen.

Ifølge Randers-angriberen Djiby Fall skal ligaens nummer tre dog passe på i hjemmekampen mod agterlanternen.

- Folk tror måske, at det bliver en nem kamp for os og forventer, at vi vinder med lethed.

- Jeg tror, at det bliver en hård kamp, men vi vil fokusere på os selv og forsøge at give os fuldt ud i jagten på de tre point, siger Djiby Fall til Randers FC's hjemmeside.

Den senegalesiske angriber fik chancen fra start sidste fredag i forårspremieren ude mod FC Nordsjælland, som Randers vandt 3-0.

Djiby Fall slog i fraværet af karantæneramte Mikael Ishak og skadede Viktor Lundberg til og scorede to gange i kampen i Farum.

Dermed har de tre angribere alle lavet fem ligamål i sæsonen og er delte topscorere for Randers.

- Jeg var virkelig glad for at få chancen igen. For mig handler det om at spille fodbold på den måde, som jeg ved, at jeg kan.

- Mod FC Nordsjælland fik jeg chancen for at spille og gjorde det godt, hvilket var vigtigt for holdet. Min store motivation er at hjælpe holdet til sejr, og det fik jeg heldigvis muligheden for i sidste kamp, siger Djiby Fall.

Randers FC har 34 point for 18 kampe, mens Silkeborg, der er uden sejr i sæsonen, er helt og aldeles isoleret i bunden med fire point.

/ritzau/