36 minutter. Det var alt, Randers FC skulle bruge for at nedlægge FC Nordsjælland i forårspremieren i Alka Superliga.
Randers var på det tidspunkt foran med 3-0, et resultat der også holdt hjem. Dermed vandt kronjyderne klubbens blot femte opgør mod FCN i 26 indbyrdes kampe.
- Det var en brillant præstation. FC Nordsjælland har et godt hold, men vi fik en fremragende start. Vi kontrollerede første halvleg, og angriberne viste enorm skarphed, siger træner Colin Todd.
- Efter de tre mål fik vi så en udvisning til Elmar Bjarnason, og det gjorde, at vi skiftede ud i pausen, så vi holdt fast i vores to kompakte kæder på fire. De holdt stand, og det er jeg meget tilfreds med, siger han.
Med sejren er Randers nu på andenpladsen i Alka Superligaen, seks point efter førende FC Midtjylland. Men i Randers-lejren fastholder man målet om en placering i top-seks. Medaljer snakker man ikke om.
- Vi tager en kamp ad gangen og går efter at vinde den næste kamp, lyder det samstemmigt fra Todd og anfører Christian Keller.
Randers var uden Mikael Ishak og Viktor Lundberg i angrebet, men reserverne Nicolai Brock-Madsen og Djiby Fall viste deres målfarlighed med henholdsvis et enkelt og to mål.
- Jeg håber, at det kan gøre, at jeg også starter inde i næste uge. Men det er helt op til Colin Todd. Jeg har været meget skadet, men er nu helt klar igen, så vil han bruge mig, er jeg klar, siger Brock-Madsen.
Samme melding kommer fra fredagens angrebsmakker, Djiby Fall.
- Jeg er meget tilfreds med mine to mål. Jeg vil gerne spille, og det vil de tre andre angribere også. Træneren må så beslutte, hvem der er bedst på dagen, siger Fall.
Fall har ligesom Mikael Ishak og Viktor Lundberg scoret fem gange i sæsonen. Nicolai Brock-Madsen står noteret for en enkelt fuldtræffer.
/ritzau/