Randers-træner: Vi fortjente at få point med hjem

Skrevet af admin

01/12/2013

Mest læste i dag

Randers FC formåede ikke en eneste gang i anden halvleg af søndagens superligakamp mod FC Nordsjælland at afslutte.

14 gange kom hjemmeholdet FCN frem til afslutninger i samme periode, men ingen af holdene fik scoret.

Det blev dermed ved de 1-1, som var resultatet efter de første 45 minutter. Det var dog helt fortjent, hvis man spørger gæsternes træner.

- Vi mødte op med et hold, hvor vi manglede fem førsteholdsspillere. Alligevel kom vi herover og spillede en flot kamp, og formåede fortjent at hente et point med hjem, siger Randers-træner Colin Todd.

- Et point på udebane er altid godt, især når det er imod en modstander, som man kæmper med i tabellen. Så vi kan være godt tilfredse.

Kronjydernes målscorer, Mads Agesen, ærgrer sig en smule over, at det ikke blev til mere end et point.

- Hvis vi havde varetaget vores omstillingsmuligheder bedre, kunne vi godt have stjålet kampen. Men der er selvfølgelig også lidt held indblandet i, at vi får point med hjem, siger Agesen.

- De havde en afslutning på stangen, og Peter Friis Jensen havde et par mirakelredninger. Men det var rart, at heldet for en gang skyld var med os.

Kantspilleren Jonas Borring stiller sig dog ganske tilfreds med det ene point.

- Nordsjælland havde en del chancer, og de kunne godt have været foran med mere end én efter 25 minutter.

- Men så kom vi bedre med, og set ud fra første halvleg mener jeg, at det er fortjent, at der stod 1-1 ved pausen, siger Borring.

- I anden halvleg må vi være ærlige og sige, at Nordsjælland havde flest chancer, men vi var egentlig fint med spillemæssigt. Så vi er fint tilfredse med uafgjort, siger han.

/ritzau/