Rapport: Danmark stiger til 8. plads i konkurrenceevne

Skrevet af admin

27/05/2015

Dagens topnyheder

Danmarks evne til at konkurrere med andre lande bliver tilsyneladende stadig bedre.

Det viser en ny rapport fra den schweiziske handelshøjskole International Institute for Management Development (IMD), der hvert år giver lande karakterer og sætter dem på en rangliste ud fra deres konkurrenceevne.

Danmarks placerer sig på en ottende plads i IMD's konkurrenceindeks for 2015, hvilket er én plads højere end sidste år.

Også i 2014 steg Danmark i graderne på indekset, og dermed markerer dette års liste en solid fremgang over to år.

Det er særligt konkurrenceevnen på arbejdsmarkedet og virksomhedernes effektivitet, der i år er forbedret i Danmark.

Samtidig er Danmark stadig med helt fremme, når det kommer til grønne teknologiske løsninger, hvor vi ligger nummer ét. Og så er vi også krediteret for at have den tredjebedste infrastruktur og verdens højeste offentlige udgifter til uddannelse.

Listens absolutte topscorer er fortsat USA, hvis stærke finanssektor og innovationsevner er med til at give landet førertrøjen. Herefter følger Hongkong og Singapore på en 2. og 3. plads.

Selvom Danmark kan glæde sig over sin fremgang, så placerer de nordiske lande sig meget ens på listen.

Der er altså ikke tale om, at vi overhaler vores nabolande i stor stil, da vi med vores ottendeplads ligger mellem Norge på en syvendeplads og Sverige på en niendeplads.

Danmark blev tilbage i 2013 kritiseret af IMD for at have en arbejdsstyrke, der udviste manglende flid, hvilket skulle have været årsagen til stagnerende konkurrenceevne i Danmark siden 1997.

Men med tallene for i år og sidste år ser det altså ud til, at Danmark og den danske arbejdsstyrke er blevet bedre i konkurrencen med listens 60 øvrige verdenslande.

/ritzau/