Rasmus Lauge må forlade EM uden spilletid

Skrevet af admin

21/01/2014

Dagens topnyheder

Playmakeren Rasmus Lauge får ikke spilletid ved EM i håndbold i Danmark.

Det afslørede landstræner Ulrik Wilbek tirsdag på et pressemøde i Jyske Bank Boxen i Herning.

THW Kiel-spilleren, der blev skadet i november og ikke har spillet en kamp siden, stod ellers på spring til at træde ind i EM-truppen på 16 spillere, men han bliver ikke klar.

- Der skete desværre lidt tilbageskridt i Rasmus' knæ i går under træningen, siger Ulrik Wilbek.

- Derfor kommer han ikke med i EM-turneringen. Det er ikke noget alvorligt, men det betyder, at vi ikke tør benytte ham, siger landstræneren.

Danmark spiller onsdag den sidste kamp i mellemrunden mod Island.

Det danske hold er allerede sikker på at vinde sin gruppe og gå videre til semifinalen.

Rasmus Lauge har under EM-turneringen trænet med truppen, hvor han håbede på at kunne komme i kampform via hård træning.

Playmakeren har ikke spillet en kamp, siden han i november beskadigede det bageste korsbånd i sit ene knæ under en landskamp i Norge.

Siden var han i kamp med tiden for at blive klar til EM, og kort før slutrunden blev han klarmeldt af Kiels læger.

Ulrik Wilbek har i alt mulighed for at skifte ud tre gange under EM-slutrunden.

Før den første kamp i mellemrunden skiftede han venstrefløjen Anders Eggert ind på bekostning af stregspilleren Jesper Nøddesbo.

/ritzau/