Skat, Fødevarestyrelsen og kontrolgrupper fra Haderslev og Kolding gennemførte søndag en aktion mod restaurationsbranchen i både Kolding og Haderslev. 33 restauranter, pizzeriaer og andre fik besøg.
Kontrollen viste, at der fortsat ikke er helt orden i sagerne i restaurationsbranchen. Medarbejdere bliver aflønnet sort eller er på overførselsindkomster. Ni personer modtog enten dagpenge eller kontanthjælp og to personer stak af, men vendte dog tilbage igen.
- En familie i Kolding har nok fået kold pizza eller slet ingen pizza. Et sted kørte pizzabuddet gentagne gange forbi forretningen. Han ønskede ikke at snakke med Skat, fortæller chefkonsulent Jette H. Jacobsen fra Skat Haderslev.
En ejer af en nystartet virksomhed havde "glemt" at fortælle kommunen, at han ikke længere skulle have kontanthjælp, da han jo nu havde virksomhed. To virksomheder havde ikke styr på brugen af kasseapparatet - den ene har tidligere fået bøde for det og kan derfor forvente en forhøjet bøde. Fire virksomheder havde ikke styr på logbøger over medarbejdere - det koster dem hver 6300 kroner i bøde.
Jette H. Jacobsen fra Skat er tilfreds med søndagens aktion:
- Det er glædeligt, at vi kan se, at flere virksomheder retter op på forholdene efter vores kontroller. Vi har eksempler, der viser, at lønoplysninger til Skat stiger væsentligt efter, at vi har talt med ejeren.