Real Madrid køber Costa Ricas VM-målmand

Skrevet af admin

03/08/2014

Dagens topnyheder

Costa Ricas succes ved fodbold-VM i Brasilien giver nu afkast for en af holdets mest fremtrædende spillere, Keylor Navas.

Den 27-årige målmand skal i de næste seks år optræde for selveste Real Madrid, der henter ham i en anden Primera Division-klub, Levante.

- Real Madrid og Levante er blevet enige om spilleren Keylor Navas, der får kontrakt for de næste seks år, meddeler Champions League-vinderne på deres hjemmeside.

Keylor Navas spillede en meget fremtrædende rolle, da Costa Rica sensationelt nåede frem til kvartfinalen ved VM.

Landet var udset til at være kanonføde i gruppe D, der også talte Italien, Uruguay og England, men Costa Rica chokerede fodboldverdenen ved at vinde gruppen med syv point.

Keylor Navas lukkede blot to mål ind i regulær spilletid i fem kampe ved VM.

Spørgsmålet er, hvor meget spilletid han kan se frem til at få i Real Madrid, der i forvejen råder over sidste sæsons førstevalg, Diego López, samt klubikonet Iker Casillas.

/ritzau/