Real Madrid-træner er rolig omkring Ronaldo-skade

Skrevet af admin

03/04/2014

Dagens topnyheder

Cristiano Ronaldo vred sit ansigt i smerte, og Real Madrid-lejren var formentlig bange for, at en skade hos stjernen ville dryppe malurt i bægeret i kvartfinalesejren over Borussia Dortmund i fodboldens Champions League onsdag aften.

Men den spanske storklub kan være rolig. Skaden, der tvang Ronaldo ud af kampen, er ikke alvorlig, beroliger træner Carlo Ancelotti.

- Det er et mindre knæproblem, og jeg er ikke bekymret for det. Fortsætter det, hvilket ikke er en bekymring lige nu, kan vi spare ham, men spilleren er rolig.

- Jeg tog ham ud 10 minutter før tid, og der er ingen grund til at være bekymret, siger Carlo Ancelotti til klubbens hjemmeside.

Allerede på tirsdag spilles returkampen i Dortmund, men med en sejr på 3-0 fra det første opgør burde spanierne kunne spille sig sikkert videre selv uden Cristiano Ronaldo.

Derimod kan klubben få brug for ham i den spanske liga lørdag aften, når holdet skal på en svær opgave ude mod Real Sociedad. Real tåler dårligt et pointtab, da holdet efter to nederlag i træk mistede førstepladsen og nu ligger nummer tre.

/ritzau/