Real Madrid-træner: Vi er klar til El Clásico

Skrevet af admin

16/03/2014

Dagens topnyheder

Real Madrid fortsatte lørdag sin stribe af gode resultater i den spanske liga, der har bragt holdet op som førerhold efter at have tilbragt det meste af sæsonen i FC Barcelonas baghjul.

Lørdag sejrede holdet 1-0 på en Cristiano Ronaldo-scoring ude over Malaga, hvilket tilfredsstillede holdets træner, selvom spillet ikke var sprudlende.

- Du kan ikke altid vinde 2-0 eller 3-0. Jeg glad for, at holdet var solidt, viste god attitude og arbejdede godt sammen.

- Jeg synes ikke, at det var vores værste kamp på det seneste. Vores spil var ikke spektakulært, men vi kompenserede med andre ting, siger Carlo Ancelotti.

Med sejren øgede Real Madrid forspringet til Barcelona til syv point i toppen, men Barcelona har dog spillet en kamp færre, indtil holdet møder Osasuna søndag eftermiddag.

Næste weekend tørner Real Madrid og Barcelona så sammen i Madrid.

- Jeg er tilfreds, da vi er nået til det tidspunkt af sæsonen, hvor alle kampe er vigtige. Der er kampe, hvor man må vise andre kvaliteter. Jeg føler, at vi er klar til El Clásico, siger Ancelotti.

Mellem Real Madrid og Barcelona blander Atlético Madrid sig på en andenplads i topstriden. Sidstnævnte er tre point efter lokalrivalen 10 runder inden ligaens afslutning.

/ritzau/