Real-træner: Benzema er skuffet over EM-udelukkelse

Skrevet af admin

15/04/2016

Dagens topnyheder

Real Madrid-angriberen Karim Benzema har det skidt med, at han er udelukket fra det franske landshold til sommerens EM.

Det beretter Real Madrid-træner Zinedine Zidane, efter at Det Franske Fodboldforbund, FFF, har suspenderet angriberen, der undersøges for mulig pengeafpresning af landsholdskollegaen Mathieu Valbuena.

- Jeg vil ikke kommentere beslutningen, for det er ikke mit bord, men jeg kan tale om spilleren.

- Han er meget skuffet, for han ville meget gerne deltage i EM. Vi ved alle, hvilken fodboldspiller han er, og hvad han kan byde ind med, siger Zidane.

- Alle, der elsker fodbold, har grund til at være skuffede, men jeg har også fortalt ham, at han kan se frem til en spændende afslutning på sæsonen. Den bliver vigtigt for ham, og han skal samle sig hurtigt, lyder det fra Real Madrid-træneren.

Den spanske storklub kæmper med om mesterskabet i Primera Division. Desuden er holdet nået frem til semifinalerne i Champions League.

Selv om Frankrigs landstræner, Didier Deschamps, har en række gode alternativer til Karim Benzema oppe i front, blandt andre Atletico Madrids målfarlige Antoine Griezmann, så mener Zinedine Zidane, at Frankrig står svagere til EM.

- Nu taler jeg ikke om Griezmann, men om holdet, der har brug for alle de bedste spillere for at nå så langt som muligt i turneringen, siger Zidane.

EM spilles i Frankrig fra den 10. juni og en måned frem.

/ritzau/