Real-træner lader Ronaldo hvile i ligakamp

Skrevet af admin

10/05/2014

Mest læste i dag

Med Real Madrid på en øjeblikkelig tredjeplads i den spanske liga, tager træner Carlo Ancelotti ingen chancer forud for Champions League-finalen senere på måneden.

Det betyder, at Ronaldo ikke er med, når Real Madrid søndag møder Celta Vigo i en kamp, som skal vindes, hvis Real Madrid skal gøre sig håb om at true Atlético Madrid på førstepladsen, hvor der kun resterer to kampe.

- Jeg foretrækker ikke at tage chancer, siger Ancelotti ifølge nyhedsbureauet AFP.

Cristiano Ronaldo udgik af onsdagens uafgjorte kamp mod Valladolid med noget, der blev beskrevet som træthed eller anstrengelse i en muskel.

- I morgen spiller Cristiano ikke. Hvis det havde været en finale, havde han nok givet det et forsøg, men det er ikke en finale. Han vil forsøge at spille mod Espanyol i næste uge, siger Ancelotti, som også mangler Varane, Pepe, Di Maria og Carvajal.

Han nægter dog at høre tale om, at han har opgivet på forhånd.

- Vi er nødt til at gøre vores bedste, for matematisk kan alt stadig ske. Vi sætter et hold som vi tror kan vinde, siger han.

Med til skadeshistorien hører, at Carlo Ancelotti nu igen kan gøre brug af Alvaro Arbeloa og Sami Khedira.

- De er til rådighed og jeg vil afgøre, hvornår de spiller. Det kan være fra start, men det kan også være i anden halvleg, når kampen er mindre intens, siger han.

Med Atlético Madrid i spidsen, FC Barcelona tre point efter og Real Madrid fire point bag Atletico, kan det spanske mesterskab være placeret efter søndagens spillerunde. Men det kan også være endnu mere åbent inden sidste spillerunde.

/ritzau/