Receptservere brudt ned på landets apoteker

Skrevet af admin

18/02/2014

Dagens topnyheder

Det kan være svært at få fat i sin medicin tirsdag.

Ifølge Sundhedsstyrelsen er alle receptservere nede i øjeblikket, skriver DR.

Receptserverne administreres af National Sundheds-it, som hører under Statens Serum Institut, og ifølge DR forklarer afdelingschef i National Sundheds-it Birgitte Drewes nedbruddet med "et udfald i kommunikationen".

- Kommunikation fejlede klokken 12.30 i dag, og vores leverandør har trukket alle stik ud og er nu i gang med en fejlfinding, siger Birgitte Drewes til DR.

Nedbruddet har konsekvenser for de borgere, der har fået udskrevet receptpligtig medicin til den digitale server efter klokken 12.30.

For i øjeblikket kan det nødvendige medicin ikke udstedes.

Derfor opfordrer Birgitte Drewes til, at man venter til onsdag, hvis det ikke er medicin, der haster.

- Hvis det er medicin, der haster, så kan man kontakte sin læge med henblik på at få en telefonrecept på den pågældende medicin, siger hun.

National Sundheds-it arbejder på højtryk for at løse problemet, og i mellemtiden etableres der en faxløsning, så lægerne kan faxe recepter til apotekerne.

Har man en recept på papir eller fået den sendt til receptserveren før klokken 12.30, er der ifølge National Sundheds-it ingen problemer, når man vil hente sin medicin.

/ritzau/