Red Barnet: Flygtninge må sove i parker i Nordirak

Skrevet af admin

09/08/2014

Dagens topnyheder

Tusindvis af desperate familier er på flugt fra bevægelsen Islamisk Stat (IS) i det nordlige Irak. Situationen er panisk, og folk er flygtet uden at have andet en enkelte ejendele med sig og må sove i parker og tomme bygninger.

Det fortæller Tue Jakobsen fra Red Barnet. Han befinder sig i øjeblikket i byen Dohuk i det nordlige Irak, som ligger 75 kilometer fra byen Qaraqosh, hvor mange er flygtet fra.

- Folk er enten flygtet i deres biler eller er simpelthen bare begyndt at gå. Jeg har også set traktorer stuvet fyldt med folk siddende på ladet og pick-up trucks med 10 mennesker bag på, der hænger ud over kanten, siger han.

- Folk er enormt bange. De er flygtet i panik i frygt for, at de ville miste livet i kamphandlingerne. De er flygtet uden andet end få ejendele og står uden vand, mad og medicin, fortæller han.

Tue Jakobsen fortæller, at de flygtede sover i bygninger, i parker, i deres biler eller kirker.

- De mest sårbare er dem, der er nødt til at opholde sig i det fri. Det er sommer hernede i øjeblikket, og temperaturen sniger sig op omkring 45-50 grader, så det er ekstremt varmt, og der er brug for vand, siger Tue Jakobsen.

Han beskriver den humanitære situation som ekstrem. Der er et stort behov for nødhjælp, da det kun er en mindre del af de flygtede, der kan klare sig selv.

- Nogle af de fordrevne har smykker og kontanter med sig og vil derfor kunne klare sig selv i en periode, men det generelle billede er, at der ikke er ret mange, som kan klare sig på mellemlangt sigt, siger Tue Jakobsen.

- Men ud over de helt humanitære mangler, så er mange også bange for, hvad fremtiden bringer. Udgangspunktet er, at det er en midlertidig situation, og at de ikke kan blive, hvor de er, siger han.

/ritzau/