Såvel statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) som Venstres formand, Lars Løkke Rasmussen, er godt klædt på som Danmarks ny statsminister.
De er godt inde i sagerne, viste DR's "Duellen" onsdag aften som den sidste af fire tv-dueller før valgdagen torsdag.
Det siger chefredaktør Troels Mylenberg, Fyns Amts Avis,
- Debatten var rigtig god med substans. De står godt til hinanden. Man er imponeret over, at de er så klare i spyttet efter tre ugers benhård valgkamp. Som vælger fik man rigtig meget af vide om forskellen mellem dem, siger Troels Mylenberg.
Selv om de mundhuggedes, stod formen ikke i vejen for at lytte til deres politiske budskab, mener han.
Løkke roste Thornings optræden efter terrorangrebet i februar, da to danskere blev dræbt, mens flere betjente blev såret.
- Statsministeren gjorde det formidabelt godt med at sikre sammenhæng i den danske befolkning, siger Lars Løkke Rasmussen.
- Tak for rosen, svarede Helle Thorning-Schmidt.
Seerne hørte dem drøfte terror, som ikke har fyldt meget i valgkampen. Thorning anklagede smart Løkke for at tale politiet ned, selv om temaet var, om politiet var godt nok forberedt. Forinden skosede han hende for ikke at beskytte jøderne, siger han.
- Der kom mere kød på. Det klædte dem begge. Man står tilbage med en bevidsthed om, at de begge er inde i sagerne. Som vælger kan man afgøre, om man bryder sig om den ene eller anden, men en af de to skal være statsminister, siger Troels Mylenberg.
- Begge beviste deres statsministerevner.
Til slut i "Duellen" udfoldede de deres visioner i stedet for at skælde hinanden ud, som mange vælgere har fået nok af, påpeger Troels Mylenberg. Det har ellers været en valgkamp med mange personangreb.
- Som politiker står man sig godt ved at tale om det, man selv vil, ikke om hvad andre vil, siger han. /ritzau/