Redaktør: Socialdemokraterne venter på Thornings afgang

Skrevet af admin

04/04/2014

Dagens topnyheder

Tanken om et hæderligt resultat til næste valg har mange Socialdemokrater allerede opgivet. I stedet håber de på bedre tider med Mette Frederiksen (S) som formand efter nederlaget.

Det vurderer politisk redaktør på Weekendavisen Arne Hardis efter den seneste tids uro i partiet.

- Det er noget, man fornemmer, når man taler med socialdemokrater. Mange betragter Helle Thorning-Schmidt (S) som noget, der skal overstås. De venter på, at hun forsvinder til Bruxelles, eller at valgnederlaget tager hende, siger han.

Fredag eftermiddag skal statsministeren mødes med partiets hovedbestyrelse og kredsformænd i Svendborg. Mødet kommer oven på en tid med voksende kritik fra baglandet, der har beskyldt ledelsen for at være visionsløs og tonedøv.

Seneste i en kronik i Berlingske fredag, hvor fem partimedlemmer mener, at partiet "mere end nogensinde før" er i krise.

- Vi kom til i alt for høj grad at parkere partibogen, da vi satte os bag de store skriveborde i ministerierne efter sidste valg, skriver de.

Krisen i partiet er da også massiv, samtykker Arne Hardis.

- Det er meget kontroversielt, at man begynder at diskutere, om formanden skal være formand, og om statsministeren skal være statsminister, siger han.

- Det viser, at man bredt i partiet fuldkommen har mistet tilliden til, at Helle Thorning-Schmidt kan føre partiet til noget, der bare minder om et hæderligt valgresultat, siger han.

Redaktøren mener, at Helle Thorning-Schmidt i hele regeringstiden - og seneste med sagen om Danmarks pligt til at give børnecheck til EU-borgere - har forsømt at give en politisk begrundelse for det, regeringen gør.

- Hun demonstrere en manglende evne til at skabe en politisk fortælling ved siden af det, der er nødvendigt og bundet af loven og forordninger. Der mangler en fornemmelse af, at det er socialdemokrater, der gør det, der er mere eller mindre nødvendigt, siger han.

/ritzau/