Rederier håber på store bøder til svovlsnydere

Skrevet af admin

20/06/2016

Dagens topnyheder

De danske skibsejere ser frem til en stribe sager om for højt indhold af svovl i skibsbrændstof, efter at Miljø- og Fødevareministeriet har politianmeldt fem udenlandske rederier for at overtræde reglerne.

Med de nye anmeldelser ligger der i alt seks sager på anklagemyndighedens bord, efter at nye skærpede regler trådte i kraft sidste år.

Hvis bevisbyrden ellers kan løftes i sagerne, håber Danmarks Rederiforening på straffe, der kan mærkes.

For når nogle bruger det mere forurenende, men billigere brændstof, skader det ikke alene miljøet. Det er også stærkt konkurrenceforvridende, påpeger Rederiforeningen.

- Hvis det stod til os, skal man mindst have frataget den økonomiske gevinst, man har fået ved ikke at overholde loven. Et par tusinde euro, som vi har set i andre lande, er til at grine af, siger Maria Skipper, underdirektør i Rederiforeningen.

Hun forklarer, at et gennemsnitligt skib kan spare omkring en million kroner på en tur fra Den Engelske Kanal til Gdansk og ud igen ved at bruge det svovlholdige brændstof.

- Vi så også gerne, at rederiets navn blev offentliggjort. Så er det også et spørgsmål, om kunderne har lyst til at lade deres varer transportere af skibe, som ikke overholder miljøkrav, siger Maria Skipper.

Ifølge EU's regler skal straffen for at overtræde svovlreglerne stå i et rimeligt forhold til overtrædelsen, fratage økonomisk fortjeneste og virke afskrækkende. Men det er de enkelte lande, der fastsætter det konkrete niveau.

Skibes svovludledninger er ifølge Miljø- og Fødevareministeriet en betydelig kilde til luftforurening. Siden 1. januar 2015 har der været strengere krav til skibe, der sejler i Nord- og Østersøen. Deres brændstof skal indeholde 90 procent mindre svovl.

For at sikre, at de strengere regler bliver overholdt, har Miljø- og Fødevareministeriet skærpet kontrollen, og det er ifølge ministeriet selv det, der er årsagen til de nye politianmeldelser.

/ritzau/