Regeringen er enig med SF og EL om bistandsbesparelse

Skrevet af admin

10/11/2014

Dagens topnyheder

Regeringen er enige med SF og EL om besparelser på udviklingsbistanden. Én milliard af besparelsen fjernes, og en halv milliard udskydes, erfarer Ritzau.

Dermed er det lykkedes de to støttepartier at få fjernet en del af regeringens planlagte besparelse på udviklingsbistanden. Regeringen ønskede at tage 2,5 milliarder kroner fra udviklingsbistanden for at bruge dem til at betale for det stigende antal asylansøgere, som kommer til Danmark.

Ud over at fjerne én milliard kroner af besparelsen har SF og Enhedslisten ifølge Ritzaus oplysninger fået håndslag på, at yderligere en halv milliard af besparelsen bliver udskudt og kun skal udmøntes, hvis det bliver nødvendigt.

Ud over at få beløbets størrelse sat ned har Enhedslisten og SF også har kæmpet for, at besparelsen ikke skulle findes på programmer, som går til at hjælpe verdens fattigste.

Her skulle det være lykkes de to støttepartier at undgå omfattende besparelser på den del af udviklingsbistanden, som går til fattigdomsbekæmpelse. Størstedelen af besparelsen er hentet inden for den del af udviklingsbistanden, der går til erhvervsstøtte, erfarer Ritzau.

Aftalen præsenteres klokken 20 mandag aften i Udenrigsministeriet. Her vil parterne måske løfte sløret for, hvilke programmer der fremover må undvære støtte fra udviklingsbistanden.

Handels- og udviklingsminister Mogens Jensen (S) fastslog mandag aften, at et af de steder, der skal ændres på i støtten, er i to af Danidas erhvervsordninger, som ikke har været effektive nok i forhold til at skabe job og vækst i udviklingslandene.

Med aftalen om udviklingsbistanden rydder partierne i rød blok den første store forhindring for en finanslovaftale af vejen.

Men der venter dog fortsat et vanskeligt opgør om dagpengene. Her har både Enhedslisten og SF talt for, at der skal gøres mere for at hjælpe danskere, der opbruger retten til dagpenge.

Regeringen holder dog fast i, at man med den midlertidige arbejdsmarkedsydelse og andre tiltag har gjort, hvad der skulle gøres for at hjælpe.

/ritzau/