Regeringen forventer øget vækst og flere private job

Skrevet af admin

27/03/2015

Dagens topnyheder

Lidt højere vækst og flere private job.

Sådan lyder regeringens forventning i det såkaldte konvergensprogram, som indeholder flere nøgletal.

Regeringen opjusterer sit skøn for væksten i år fra 1,4 procent til 1,6 procent, og samtidig forventer man flere private job.

Regeringen har siden december regnet med en vækst på 1,4 procent i 2015. Der er dermed tale om en lille opjustering, som kommer, efter at Nationalbanken tidligere på måneden hævede sin forventning fra en vækst på 1,7 i BNP til 2,0 procent i år.

Ifølge økonomi- og indenrigsminister Morten Østergaard (R) afspejler fremgangen sig også i antallet af private arbejdspladser.

- Genopretningen af dansk økonomi baner vejen for knap 160.000 flere private fuldtidsbeskæftigede frem mod 2020. Det er 10.000 flere end det mål, vi satte os i Vækstplan DK, siger han.

- Det giver berettiget høj tillid til dansk økonomi til glæde for danskerne og virksomhederne, som nu igen skaber job i Danmark.

Der har nu været vækst i dansk økonomi i seks kvartaler i træk, hvor 38.000 flere er kommet i job, og færre er ledige.

Høj forbrugertillid, styrket konkurrenceevne og et boligmarked i bedring peger på lysere udsigter for dansk økonomi. De meget lave renter og faldet i olieprisen styrker også væksten i år, fremgår det af konvergensprogrammet.

Men selvom regeringen altså nu opjusterer væksten i forhold til den seneste økonomiske redegørelse fra december, er der faktisk tilbagegang at spore, hvis man sammenligner med konvergensprogrammet fra præcis et år siden.

Her skønnede regeringen en vækst på 2,1 procent for i år - altså en lille smule højere end det nye skøn.

Og samme mønster tegner sig, hvis man kigger frem mod 2020:

For hvert eneste år frem mod 2020 er vækstskønnet enten det samme eller lavere i det nuværende konvergensprogram end det, der blev præsenteret i konvergensprogrammet for 2014.

/ritzau/