Forside Nyheder Regeringen vil bruge 20 millioner på jødiske bygninger

Regeringen vil bruge 20 millioner på jødiske bygninger

Regeringen vil bruge 20 millioner på jødiske bygninger

Lige nu læser andre

Det skal være langt sværere at trænge ind i jødiske bygninger som Carolineskolen og synagogen i Krystalgade i København.

Derfor beder justitsminister Mette Frederiksen (S) Folketingets Finansudvalg om 20 millioner kroner til sikring af jødiske bygninger i Danmark mod terrorangreb.

Det fremgår af det aktstykke, som Mette Frederiksen har afleveret til Finansudvalget. I aktstykket står der blandt andet:

– PET har gennemført en besigtigelse og vurdering af en række bygninger blandt andet i lyset af angrebet mod synagogen i Krystalgade, og er fremkommet med en række anbefalinger til forbedring af den fysiske sikkerhed ved de pågældende lokaliteter.

Læs også

– På den baggrund ønsker regeringen at afsætte en økonomisk ramme på 20 millioner kroner til at forbedre den fysiske sikkerhed ved bygninger, som primært benyttes af det jødiske mindretal i Danmark, hedder det i aktstykket.

Bygningsstyrelsen kommer til at stå for selve sikringen af bygningerne i tæt samarbejde med blandt andre PET og Det Jødiske Samfund i Danmark, fremgår det af aktstykket.

Det indeholder som ventet også en anmodning om, at politiet i 2015 får tilført 80 millioner kroner til en styrket indsats mod terror.

– Regeringen vil afsætte midler til at styrke beredskabet i Danmark med blandt andet en øget politimæssig tilstedeværelse gennem et skærpet opsyn og tilsyn med potentielt truede personer, lokaliteter og begivenheder, hedder det i aktstykket.

Her oplistes også en række andre initiativer fra regeringens terrorpakke, som justitsministeren ønsker skal sættes i værk allerede nu.

Det gælder blandt andet styrket it- og analysekapacitet i politiet og bedre mulighed for, at PET kan vurderer det generelle trusselsbillede.

Samtidig kan pengene også bruges på at dække merudgifter i forlængelse af terrorangrebene i København. Det kan eksempelvis være øget beskyttelse af særligt truede personer eller grupper som det jødiske mindretal.

– Efter Rigspolitiets vurdering vil gennemførslen af ovenstående initiativer på politiets område indebære en væsentlig styrkelse af indsatsen mod terror i Danmark, hedder det i aktstykket.

/ritzau/

Læs også

Ads by MGDK