Lige nu læser andre
Virksomheder skal belønnes med 50.000 kroner i jobpræmie, hvis de ansætter en hjemvendt soldat.
Sådan lyder ét af en række forslag fra regeringen, der skal styrke indsatsen for danske veteraner. Det skriver Jyllands-Posten.
– Vi har haft mere end 50.000 veteraner udsendt siden Anden Verdenskrig. De gør en enorm indsats for kongeriget, og vi skal gøre alt, hvad vi kan for at støtte og hjælpe dem, som har behov, siger forsvarsminister Peter Christensen (V) til avisen.
Forsvarsministeren præsenterer det samlede udspil mandag, som er den årlige flagdag, hvor Danmarks udsendte soldater hædres.
Læs også
På listen over tiltag er også flere behandlingssteder. I dag er der kun centre i København, Aarhus og Odense.
Ifølge sundhedsminister Sophie Løhde (V) ønsker regeringen at oprette yderligere et center i hver region.
Det vil betyde kortere rejseafstand for mange veteraner, ligesom ventetiden kan nedbringes, udtaler hun til Jyllands-Posten.
Både Hærens Konstabel- og Korporalforening (HKKS) samt paraplyorganisationen Veteranalliancen roser tiltagene.
Men der er stadig store mangler, lyder det i avisen.
Claus Stenberg, talsmand for Veteranalliancen, efterlyser blandt andet et udrykningskorps til selvmordstruede veteraner og ligestilling mellem fysisk og psykisk skadede soldater, når det gælder erstatning for tab af arbejdsevne.
Den samlede pris er på 20 millioner kroner årligt og er en del af regeringens netop offentliggjorte finanslovsudspil.
Hvis regeringen får gennemført udspillet, lander udgifterne for veteranindsatsen på 200 millioner kroner årligt. Behandlingsstederne skal finansieres af Sundhedsministeriet.
/ritzau/