Regeringen vil give udenlandske iværksættere opholdstilladelse

Skrevet af admin

07/04/2014

Dagens topnyheder

Udlændinge, der har en god idé til en ny virksomhed og en fornuftig forretningsplan, skal kunne få opholdstilladelse i Danmark. Sådan lyder et af forslagene i regeringens kommende udspil for at tiltrække internationale vidensarbejdere til Danmark.

Tanken er, at de udenlandske iværksættere med deres internationale netværk og viden om udenlandske markeder skal være med til at sætte skub i dansk økonomi og skabe nye arbejdspladser.

- Danmark er et attraktivt land for iværksættere, men andre lande gør langt mere for at gafle de udenlandske talenter. Derfor foreslår vi denne ordning, som vi kalder Start-up Denmark, siger iværksætterordfører Nadeem Farooq (R) til Ritzau.

For at opnå opholdstilladelse i Danmark skal iværksætteren sende en ansøgning med forretningsplan til et udvalg, der blandt andet skal bestå af erhvervskonsulenter fra de regionale væksthuse.

Hvis udvalget vurderer, at forretningsidéen har potentiale, vil iværksætteren i første omgang få en to-årig opholdstilladelse. Herefter kan tilladelsen forlænges med yderligere tre år.

- Det er et udvalg af kompetente folk, der skal vurdere, om forretningsidéen forløber efter planen og fortsat har potentiale efter de første to år. Hvis der ikke længere er perspektiv i firmaet, så er det farvel og tak, siger Nadeem Farooq.

Han understreger, at udspillet stadig er på tegnebrættet, og at det derfor ikke er aftalt, hvad der skal ske med iværksætterne og deres firmaer efter de fem års opholdstilladelse.

- Det er klart, at man ikke skal smides ud af Danmark, hvis man har en virksomhed, der skaber danske job, så det bliver noget med at se på permanent opholdstilladelse, siger Nadeem Farooq.

Som udgangspunkt skal iværksætterne kunne tage deres familie med til Danmark.

- Vi har ikke taget stilling til det aspekt endnu, men som radikal synes jeg, at der skal gælde de samme vilkår, som når en højtuddannet udlænding kommer til Danmark for at arbejde i en af de store virksomheder og tager sin familie med, siger Nadeem Farooq.

Han forventer, at der vil blive givet 50 opholdstilladelser efter ordningen det første år, og at tallet derefter stiger til flere hundreder.

/ritzau/